De sidste møller - og deres bevaring

Tiloversblevne bygninger

De gamle vand- og vindmøller er en truet og sårbar kulturarv. Deres oprindelige anvendelse som ”erhversvirksomheder” er ophørt – de kaldes også ”tiloversblevne bygninger”. De få, der trods alt fungerer, drives som ”museer”.

Problemet med bevaringen af møller handler i bund og grund om manglende anvendelsesmuligheder og manglende midler til vedligehold. Møller er bygget til bevægelse, de får det skidt ved at stå stille i lang tid. Og det har mange gjort længe.

Hvad der var – og hvad der er tilbage

Man formoder, at der på Bornholm i alt har eksisteret ca. 120 vandmøller og 125 vindmøller – dog ikke på en gang.

Siden Anden Verdenskrig er der forsvundet mange især vindmøller – de få gamle møllere husker, at der var 60 møller. I begyndelse af 1900-tallet var der 70 vindmøller og 15 vandmøller. I 1851 var der ca.40 vandmøller, ca.90 vindmøller, hvoraf størstedelen var stubmøller.

I dag har vi tre bevarede vandmøller, hvoraf to er fredet, tre stubmøller, alle tre fredet, og 12 hollandske møller, hvoraf 4 er fredet: 18 møller i alt, hvoraf halvdelen er fredet, og disse må - med loven i hånden - ikke forfalde og forsvinde.

Trods dette lave tal, så er der på Bornholm relativt mange møller bevaret – og fredet, i forhold til det øvrige Danmark. Vi bør ikke miste flere.

Det er tankevækkende, at der siden 1986 er nedrevet tre vindmøller. I dag er nogle få møller i dårlig stand, et par er i truet stand. Ikke alle fredede møller er i god stand, men de er ikke umiddelbart truede. Otte møller er i ”fælleseje” i fire foreninger. 11 møller er privatejede, og heraf er de 4 fredet.

Selvom der kunne tegnes et lidt pessimistisk billede, så synes det ikke at være katastrofalt – på Bornholm passes der trods alt godt på møllerne.

Bevaring af møller på Bornholm – historisk set

Interessen for at bevare de gamle møller er ikke ny. Allerede i 1920erne var der initiativer i gang for at redde nogle møller. Det var først og fremmest Foreningen Bornholm, som gjorde en konkret indsats ved at købe, frede og istandsætte møller, samtidig med generelt også at arbejde for en bevaring af møller. Foreningen Bornholm ejer stadig tre møller, Vang Vandmølle, Melsted Stubmølle og Egeby Stubmølle. Svaneke Stubmølle, som Foreningen Bornholm erhvervede i 1928, som den første, blev i 1975 overgivet til Svanekes Venner, der i dag ejer to fredede møller.

Nogle år efter Anden Verdenskrig etablerede Nationalmuseet i 1953 et "mølleudvalg" med ingeniør Anders Jespersen som foregangsmand. I samarbejde med lederen af Bornholms Museum, lektor Aage Davidsen foretog Anders Jespersen rekognosceringer på Bornholm i 1956-58, og udarbejdede en rapport med en fredningsplan for møllerne. Denne plan blev stort set fulgt med i alt 9 fredninger i de følgende år. Efter 1971 er der ikke fredet møller på Bornholm. Nationalmuseets Mølleudvalg fik for flere møller tinglyst bevaringsbestemmelser, hvoraf mange siden blev afløst af egentlige fredninger.

Nationalmuseets Mølleudvalg fulgte fredningerne op med jævnlige besøg, og der blev igangsat flere projekter. Slusegårds restaurering er nok den kendteste, men der blev i årene helt frem til 1980erne udført mange mindre restaureringer med hjælp fra Nationalmuseets Møllelaboratorium, som det hed til sidst, inden det af sparehensyn blev nedlagt i 1986.

Kulturministeriets Kulturarvsstyrelse, som administrerer bygningsfredningerne, fulgte hele tiden restaureringen af de fredede møller med tilskud til restaureringerne - og det gør Kulturarvsstyrelsen fortsat.

Interessen og indsatsen for at redde de gamle bornholmske møller var stor i 1970erne og 1980erne. Der blev dannet flere foreninger som påtog sig den store opgave at redde møllerne, og der blev fra mange sider ydet en stor frivillig indsats, som har reddet flere møller. Vilhelm Kjølby, som var ivrig forkæmper for møllernes bevaring og engagerede sig i sær i bevaring af Kuremøllen udgav i 1978 en bog om møllerne på Bornholm, og det skærpede interessen. Flere ”mølleforeninger”måtte i længden give op – penge og kræfter slap op og måtte med sorg se ”deres” mølle forgå.

Da Nationalmuseets Møllelaboratorium blev nedlagt i 1986, var det slut med bistand herfra. Det gjorde sig gældende over hele landet, og som en afløsning dannedes en landsdækkende samarbejdsgruppe under lokalmuseerne, "Møllepuljen", der siden da har arbejdet med møllernes bevaring og historie.

Bornholms Museum, der samarbejdede med Nationalmuseets Møllelaboratorium, gik dengang også ind i Møllepulsens arbejde, og sammen med en konsulent, møllebygger John Jensen, blev alle øens møller besøgt, og der blev udarbejdet en rapport over møllernes tilstand, historie m.v. i 1987.

I 1980erne var der gode muligheder for og midler til for beskæftigelsesprojekter, og der blev iværksat flere projekter under Bornholms Museums ledelse – også for møllerne, der i en række år nød godt af disse muligheder.

I begyndelsen af 1990erne sparede man midler til ledelse af projekterne, og Bornholms Museum måtte stoppe med projektledelsen. Flere projekter blev desværre ikke fuldført.

Et forsøg på at bruge møllerne som praktikopgave ved uddannelsesprojekter for arbejdsløse på Bornholms Erhvervsskole fungerede efterfølgende kun kort tid.

I en ny periode fra begyndelsen af 1990erne blev flere større projekter gennemført med EU-støtte, suppleret med statsstøtte og fondsmidler, fortrinsvis på de fredede møller.

Fra omkring 1993 blev der arbejdet med større projekter på Svanemøllen, Egeby mølle, Svaneke Stubmølle og Melstedgårds Stubmølle, som blev flyttet fra Tejn til Melsted. Det er sjældent at fredede bygninger tillades flyttet, men det var tilbage i tiden meget almindeligt at flytte især stubmøller - Tejn Stubmølle var faktisk flyttet en gang før – fra Aarsballe i 1850erne.

Begrænsninger og muligheder

I 1980erne og lidt ind i 1990erne var der muligheder i beskæftigelsesmidler. I 1990-erne og noget op i 2000-årene var det EU-midler og statsmidler, samt fonde, som gjorde mulighederne gode. Disse ”systemer” er dog meget tunge at arbejde med, de er meget bureaukratiske.

Selvom der er mange gode argumenter for at arbejde med beskæftigelsesmidler og skaffe folk i arbejde, så er vanskeligheden med netop restaurering af møller at det kræver en del specialiseret møllebyggerviden, og solidt ”gammeldags” håndværk – der er ikke plads til fejltrin og eksperimenter. Især ikke, når der er tale om fredede møller – der skal tingene gøres rigtigt, og der er tale ”umistelige” værdier.

Derfor har der i de seneste år, hvor der netop har været projekter på fredede møller, måttet bruges proffessionel arbejdskraft, i både rådgivning, tilsyn og udførelse. Men det bliver ofte meget kostbart

På ikke-fredede møller er mulighederne lidt anderledes – som det f.eks. med succes har vist sig på Kuremøllen.

Der er meget pres på fondene, det er blevet vanskeligere at få støtte fra EU til de ”almindelige” projekter, og fra Staten er der ligeledes begrænsede muligheder for støtte.

Det skal være spektakulære projekter med god bæredygtig fremtid for at det skaber interesse.

Møller er bygget til at dreje – smøres og passes

Det er velkendt, at ”det er sjovt, mens det sker” – at få ideerne, samle gode folk, skaffe nogle midler, sætte ting i værk – men når resultaterne står færdige, så kniber det ofte med det mere ”kedelige”, at tilse, smøre, male og tjære – det koster også penge, og det er med tiden blevet vanskeligere med sikkerhed, forsikringer osv. Møller er høje, der er meget mekanik, og ofte må der skaffes professionel arbejdskraft, der kan og må udføre arbejdet.

De få møller, som kommer til at kunne fungere rigtigt, skal køres af uddannede folk, og det er en aktivitet, som bl.a. frivillige kan have glæde af. Der findes kurser til uddannelse af ”møllepassere”.

Et aktiv – formidling - oplevelsesøkonomi

Møllerne er et uundværligt kulturminde i landskabet, og de skal være til glæde for både de lokale beboere og for de gæster, som kommer til Bornholm.

Det bliver dog først rigtig spændende, når møllerne kører og vises frem med en god forklaring – det er de seneste år med Melstedgårds Stubmølle et meget godt eksempel på, og Aarsdale mølle, som er åben – med en film og lille udstilling er også velbesøgt, ligesom Kuremøllen gør et stor indsats.

Denne form for formidling skal udbygges, også i et videre forløb med bagning med det mel, som møllerne produceres – det slutter ringen og giver mening med ”galskaben”.