Møllernes kraft og energi - fra vand og vind

De møller vi har bevaret i dag på Bornholm er alle beregnet til maling af korn, drevet af vandkraft eller vindkraft. Når disse energiformer svigtede, kunne kul til en dampmaskine, eller olie til en motor anvendes, og endelig elektricitet.

Bortset fra heste eller mennesker var det vandkraften, som først blev udnyttet til at drive møller, og denne energikilde har været anvendt lige siden i bedre og bedre udviklede møller. De første møller var små ”plaskemøller” med et horisontalt hjul. De blev langsomt afløst af vandmøller med vertikalt hjul, som vi kender dem fra de sidste par hundrede år.

På Bornholm blev vindkraften først udnyttet da Lybækkerne byggede den første stubmølle ved Hammershus i 1500tallet, snart fulgt af flere til rundt på øen.

De tidlige vand- og vindmøller var blot beregnet for maling af mel; først med den industrielle udvikling i Europa blev møllerne som drivkraft også brugt til mange andre formål, såsom Pumpning af vand, maling af farver m.v., smedning, presning af linolie, stampning af uldklæde til vadmel, savning af tømmer. Denne udvikling opstod hovedsagelig i Nederlandene i 1600tallet, og spredte sig til det øvrige Europa.

På Bornholm er det formentlig i sidste halvdel af 1700tallet, at møllerne bliver taget i anvendelse til andre formål. Der nævnes f.eks. en pumpemølle i Frederiks stenbrud ved Nexø i sidste halvdel af 1700tallet.

Til de nye teglværker i 1800tallet var der også brug for både pumper og drivkraft til maskinerne, og her var møllerne i anvendelse indtil dampkraften vandt frem.

Ved den specielle bornholmske cementfremstilling skulle den brændte kalksten males til cementpulver, og til dette brugte man en såkaldt kollergang. Sådanne industrimøller, bygget som hollandske møller til at trække kollergangene, fandtes på Sydbornholm og ved Rønne. Flere savmøller kendes også fra sidste halvdel af 1800tallet og frem til midten af vort århundrede, både med vand og vindkraft.

Der blev omkring 1750 anlagt en ”stampemølle” ved Vellensåen sydøst for Rønne. 1818 blev der samme sted opført en stor toetages vandmølle, som forarbejdede vadmel med stampning, linolie ved stampning og presning, maling af mel og brækning af korn til gryn, samt maling af fosforit til gødning. Ordet Stampen stammer netop fra denne mølle, lige som Stamperegård i Østermarie menes at have sit navn efter en stampemølle.

De første maskiner på bøndergårdene i sidste halvdel af 1800tallet, tærskeværker, hakkelsesmaskiner og smørkærnere, blev som regel trukket af hestegange, men nogle gårde fik også små gårdmøller, en lille hollandsk mølle som kunne placeres på taget af en udlænge, eller der kunne etableres træk med reb fra en vandmølle, som det se på Slusegårds vandmølle.

Senere i begyndelsen af vort århundrede blev der opført en del mere moderne vindmotorer eller vindroser i en let jernkonstruktion, og forskellige former for vingefang.

Små elværker blev også drives af disse vindmotorer, hvor blandt andet den i Østerlars er bevaret.

En særlig nyere form for vandmølle er turbinen, hvor en kraftig vandstråle danner en høj hastighed på et vandret ”turbinehjul” var indtil for få år siden i brug til elfremstilling på det tidligere Frostegårds Skæreri i Aaker.

Da de naturlige energikilder var vand og vind, supplerede vandmøller og vindmøller hinanden godt, men det var sjældent at de to mølletyper lå ved siden af hinanden, eller havde samme ejer. Da dampmaskiner kom frem kunne de installeres som en alternativ drivkraft til især en vindmølle. Dampmaskinerne blev ikke så almindelige på denne måde, men mere som en selvstændig og eneste drivkraft til større møller, ”dampmøller”, som blev bygget flere steder på øen. Gaden Dampmøllegade i Rønne netop opkaldt efter en sådan. Her blev det kullet som energikilde, der afløste vand og vind.

På et stort antal hollandske vindmøller blev der fra begyndelsen af 1900årene installeret mange motorer, råoliemotorer og dieselmotorer, som kunne kobles til, når der ikke var vind. Motoren stod gerne i et lille selvstændigt brandsikkert hus, og trækket til møllen var enten med en aksel i en kanal i jorden, eller med et langt remskivetræk til en udvendig remskive på siden af møllen. Elkraften var tidligere ikke så udviklet, at elmotorerne kunne trække de tunge stenkværne, og elkraften fik ikke større betydning, inden de gamle møller gik helt af brug.

I dag trækkes valsestolene på Valsemøllen i Aakirkeby udelukkende af el, selvom den gamle hollandske vindmølle er bevaret med vinger, men for længst ude af drift – den står nu blot som vartegn for den moderne velfungerende møllerikompleks.

Møllebyggerne var og er specialister i at transformere de forskellige energiformer gennem udvekslinger og drev. Det var et agtet håndværk kendetegnet ved teknisk snilde og opfindsomhed. I dag mestrer kun få det traditionelle håndværk, og uddannelsen er nedlagt for en del årtier siden.